Den første er at justere udgangsspændingen og kontrollere lysets intensitet ved at kontrollere den stærke elektricitet gennem svag elektricitet. Fordi lysstyrken på overfladen af et objekt bestemmes af overfladens reflekterende evne og intensiteten af det lysende lys. Til styring af lysintensitet, under antagelse af at lys- og farvefaktorerne er udelukket, ved at justere den relative lysstyrke, kan scenen på scenen have en følelse af hierarki, rummet kan udvides til en vis grad, og scenerummet kan også flades ud; eller At få et objekt til at se ud som det er eller miste sin originalitet og regenerere andre betydninger. Under modellering bringer det også en stærk "stil" -følelse til scenerumsformen. Såsom high key, low key og den overordnede følelse af mellemtoner.
For det andet er skygger en anden meget udtryksfuld faktor på grund af lys. Lys og skygge supplerer hinanden. Skyggens indre kraft er undertiden subtil og dyb, og nogle gange forvirret og ude af stand til at forstå. På teaterscenen kan lys med stærk kontrast eller et nøglelys med en klar indfaldsretning skabe stærke skygger. Under den tykke skygge kan du falde i dybe tanker, som om der er en stærk kraft, der fører dig ind i den dramatiske situation. Under belysningen af spredt lys med svag kontrast bliver skyggen elegant og sløret, og skyggen bliver uklar og vanskelig at fange. Dråbeskygger kan siges at være specielle skygger. Når en skygge vises i en bestemt lokal position af et objekt, vil selve objektets form ændre sig på grund af forskellen mellem skyggens mørke og lysstyrke, det vil sige, at skyggen bruger sin egen modelleringskraft til at "trække" noget af objektet. En del af formen har skabt interessante ændringer. Og når skyggen eksisterer uafhængigt i scenerummet, er selve skyggen en ubestridt form. I et tomt stadium er skuespilleren uden for rammens scenerum (det vil sige ikke i publikums øjne), og der er kun skygger kastet af tegnene på billedet (hvad enten det er på himlen, på filmen eller på jorden, der kan ses med en vis tilbøjelighed), Denne slags billede, som hovedsagelig består af skygger, ofte giver uventet visuel indvirkning.
Når det kommer til lysets farve, produceres lysfarve af lys med forskellige bølgelængder. Farven på et objekt afhænger af absorption og refleksion af lys ved materialets overflade. Beregningen af lys og farve på scenen overholder "addition" -reglen, som adskiller sig fra "subtraktion" -reglen for maling af materialer. Alle farver på scenen vender til sidst mod publikums øjne, så accepten og forståelsen af farve varierer fra person til person. Derudover vil forskellene i disse faktorer hos skaberne også føre til forskelle i udvælgelsen af farver i skabelsen, så fra disse perspektiver er farverne sløret. Det er en ubestridelig kendsgerning, at farver kan udtrykke ting. Grebet og brugen af farve er personlig. Men der er visse regler for selve farven. Farver har karakteristika som varme, lethed, renhed osv., Som hver især har stærk udtryksevne og kan danne en kompleks kontrast og harmonisk forhold til hinanden. Men eksistensen af farve er altid afhængig af en bestemt form, selv den ubeskrivelige morgentåge, hvilket kan skyldes, at farve altid udtrykkes af lys og stof. Derfor supplerer farve og form altid hinanden. De kan udvide hinandens betydninger, og de kan også forvrænge og ændre hinandens betydninger. Former, der viser intens farve, giver os en bølge af energi, måske netop fordi lys deltager i udseendet af farve i objekter.
På det moderne dramastadium er enheden af lys, farve og form dialektisk. I henhold til behovene i dagens specielle plots kan lys og farve bruges til at styrke formen, eller lyset og farven kan være imod formen for at udtrykke karakterernes indre følelser. Men generelt skal brugen af lys og farve være i overensstemmelse med plottet og instruktørens overordnede nåde, og samtidig skal vi fortsætte med at forbedre vores selvdyrkning for at få gennembrud i forståelsen og anvendelsen af farve.
